Late night thoughts: Følelsesflagellant

Ordet borer sig gennem mit syn på mig selv. *Slam* du har grejet mig! Fundet ind til min dybeste, mest syndige hemmelighed. Fulgt de spor mine tårer trak. 

Erkendelsens pisk efterlader tydelige røde mærker på min hud. 

Jeg vælger måske at blive såret. Nyder den følelsesmæssige smerte. Det er fordi jeg er bange. Bange for at glide ud og blive opløst og indfanget af intetheden. Jeg vil mærke at jeg eksisterer og ikke blot er en genstand fremkaldt af et sind under djævelsk kontrol (Descartes dæmonargument). Jeg smerter psykisk og fysisk for at opnå erkendelse. 

Men det er ikke et tegn på følelsesmæssig skødesløshed. - tværtimod. Jeg indfanger alle symptomer på hengivenhed og maler dem med skam, så jeg flygter ind i mig selv. Jeg vil ikke elske mere. Jeg bliver flov over det fordi jeg i bund og grund er flov over at kunne tillade mig selv at blive såret. 

Jeg tager afstand men fortsætter de "forkerte" handlinger, som gør at jeg tillader mig selv det tankefremkaldte endorfinrus mage til det jeg får ved at blive påført fysisk smerte. 

Og det handler ikke om at blive bekræftet i mit mindreværd, men om at mærke det der holder mig sammen, dybest nede. Ligesom at man niver sig i armen for at vide om man drømmer. 

Man er ikke i tvivl om ægtheden af noget der inkluderer smerte.